Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehuset Smedegården

Børnehuset Smedegården- er et trygt og udviklende fællesskab. Derfor bliver livsduelighed et nøgleord i vores arbejde med dit barn.

Forskelligheden hos alle børn bevirker, at vi i vores pædagogiske arbejde, tilpasser og differentierer udfordringerne/ kravene og mulighederne for netop dit barn.

Begejstring, livsglæde, humor, sjov og spontanitet er en stor del af livet i Børnehuset Smedegården. Dette mener vi er vigtigt for, at børnene kan udvikle sig til glade, positive og selvstændige mennesker.  

Selvstændigheden hos dit barn bliver styrket i vores daglige pædagogiske arbejde. Vi ser dit barn hvor det er, støtter og guider barnet i det der er svært og forstørrer de ting barnet er god til.

Vi lægger vægt på, at dit barn får lov til at gøre egne erfaringer i hverdagen. Dette medvirker til, at dit barn oplever et ansvar for egne handlinger samt fællesskabet det indgår i.

Tryghed smitter og erfaring viser, at hvis du er tryg – er dit barn trygt. Derfor er det differentierede forældresamarbejde vigtigt for os. Vi er altid åbne og ærlige i samarbejdet omkring jeres barn.

 

For at dit barn oplever tryghed, lægger vi vægt på at barnet:

  • Bliver set
  • Bliver mødt
  • Bliver anerkendt
  • Får omsorg
  • Bliver trøstet
  • Oplever nærhed

En tryg hverdag for dit barn, mener vi, er alt afgørende for dit barns mulighed for udvikling, dannelse, læring og trivsel.  

 

Fakta om Børnehuset Smedegården

Vi er en kommunal 0-6 års daginstitution, på to matrikler.

  • Afdeling 0-2 år - normeret til 34 børn
  • Afdeling 3-6 år - normeret til 51 børn

 

Mangfoldighed afspejles i bydelen Aalborg Øst, hvor Børnehuset Smedegården er beliggende. Her er mange forskellige nationaliteter og befolkningsgrupper og området er fuld af grønne områder med skønne legepladser, der giver nye muligheder for leg og læring i og omkring institutionen.

Vi kan færdes trygt på de mange stisystemer og har nemt til offentlig transport, når vi tager på ture ud af huset.